Operation
 
Her på klinikken har vi et veludstyret operationsstue. Vi bruger de sikreste former for bedøvelse og overvågning.
 
 
Vi foretager alt lige fra de mest almindelige operationer som kastration og sterilisation, til de lidt mere akutte operationer på tilskadekomne og syge dyr.
 
Udover dette har vi også anskaffet os en af de nyere Tandrenser på marked som vil sikre at dit dyr kan få en sund og frisk mund igen.
 
Hvordan foregår det når dit dyr skal opereres?
 
  • Dyret møder fastende på klinikken mellem 8-9 med mindre andet er aftalt. Dyret må gerne have adgang til vand men ingen mad i 12 timer. Gælder ikke for gnavere.
     
  • Derudover beder vi om at man går en god tur med hundene inden aflevering.
     
  • Efter indskrivning og samtale med veterinærsygeplejersken om, hvad der følgende skal ske med dyret, kommer det ind at sidde i et bur for sig selv, hvor det kan slappe af. Medbring gerne et tæppe eller ligende så dyret har lidt af hjemmet med sig.
     
  • Herefter bliver dyret bedøvet og operationen går i gang. Under hele operationen er der en veterinærsygeplejerske til stede der overvågner dyret.
     
  • Når operationen er vel overstået lægges dyret til opvågning og det kan sædvanligvis afhentes mellem 15:00 - 16:30 med mindre andet er aftalt. Man vil altid have mulighed for at blive ringet op, så snart vi finder det forsvarligt, at sende dyret hjem.
     
Hvad skal man være opmærksom på efter operation?
Dit dyr vil være mere eller mindre påvirket efter bedøvelsen. Dyrets alder, race og helbredstilstand har indflydelse på, hvor påvirket det vil være. Derudover vil også bedøvelsens type, længde og operationen/undersøgelsens art være af betydning. Du kan forvente, at dit dyr vil sove meget det første døgn. Udover dette kan der forekomme små rystelser af hele kroppen, nærmest som om dyret fryser. Dette er helt normalt, ligesom det er normalt at dyret går usikkert på benene. I mange tilfælde har dit dyr haft en gummislange i halsen i forbindelse med bedøvelsen. Dette kan give en forbigående irritation i form af tør hoste i et par dage.
 
Hvordan kan jeg bedst hjælpe derhjemme?
Det er vigtigt, at dit dyr får så meget fred og ro som muligt og ligger i varme omgivelser. Berolig dyret ved dit nærvær, men undgå at andre dyr og især børn kommer til at forstyrre eller ophidse det. Det første døgn må hunde normalt ikke komme ud uden snor, da de kan være usikre på benene, og katte må ikke komme ud overhovedet. Derefter er det individuelt, hvornår de må få mere frihed, det vil vi informere om ved afhentningen efter operationen.
 
Operationssår og forbindinger
Hvis dit dyr er blevet opereret, vil der være et operationssår. Du skal dagligt se efter, at såret ser pænt og tørt ud, og at stingene er hele. Undgå at dit dyr slikker og bider i såret. Det kan sinke helingen og i værste tilfælde medføre, at såret springer op. Du kan forhindre dette ved at bruge krave til dyret.Kraven sættes på dyrets hovede som vist på billedet. I ringene om dyrets hals, skal der sættes et halsbånd som strammes tilstrækkelig, således at dyret ikke kan trække det af.
 
 
Hvis operationssåret er på maven kan man med fordel til små hunde købe en bodystocking til børn, som kan fungere som bugforbinding.
Normalt fjernes stingene efter 12-14 dage.
Det er vigtigt, at forbindinger og gipsbandager holdes tørre. Dyret bør have en pose uden på forbindingen når det luftes. Husk at fjerne posen igen, når i kommer hjem. Katte med krave, forbinding og bandage, må ikke komme ud. Det er også vigtigt, at dyret bliver holdt i ro og ikke bider i forbindingen. Hvis forbindingen bliver våd/beskadiget, begynderat lugte, eller dyret bliver sløvt, får feber og måske interesserer sig unormalt for forbindingen, skal vi kontaktes.
 
Smerter?
Man er i dag meget opmærksom på smerternes indflydelse på dyrenes velbefindende. Smerter kan forsinke heling og medføre længere rekonvalescenstid. Derfor er det vigtigt at behandle smerter efter en operation. Som regel har dyret fået smertebehandling i forbindelse med indlæggelsen, men der kan blive tale om videre behandling i hjemme.
 
Du skal altid kontakte klinikken hvis:
  • Dit dyr får feber
  • Der er blødning fra operationssåret
  • Vejrtrækningen bliver besværet
  • Dit dyr er unaturligt sløvt eller ikke vil rejse sig
  • Ikke vil drikke eller spise efter 24 timer
  • Har smerter
  • Der kommer betændelse fra operationssåret
  • Operationssåret er gået mere eller mindre op
  • Du er i tvivl om noget